Everybody Runs

Det er efterhånden noget tid siden jeg sidst her udgivet noget her på bloggen, men i forbindelse med at jeg har købt det nye Carpark North album "grateful", syntes jeg ikke at mine trofaste læsere skulle snydes for en anmeldelse (I det tilfælde der sidder en eller anden person ude i verden og følger med, i doubt it men wtf :D)
Hele herligheden starter egentligt udemærket med introen "More" som sparker albumet godt igang med en masse oldscool 8 bit keybord lyde, hvorefter forsanger "Lau Højens" karismatiske stemme brager ignnem, og efterfulgt af "Shall We Be Grateful" tegner dette album bestemt til at blive noget ret godt.
Men albummet bliver hurtigt en lidt småkedelig affære, ikke som sådan fordi albummet ikke er velspillet, for det er det, men sangene flyder alt for meget sammen og har svært ved at skille sig ud fra hinanden.
Der er dog et par sange som skiller sig en smule ud, som "Last Song" og afslutningsnummeret "Shutdown". Det dybt ironiske er at afslutningsnummeret faktisk indeholder nogle af de electro elementer som før gjorde Carpark North så gode som de var, og det er så ærgeligt for hver gang jeg hører albummet igennem (som jeg har gjort et par gange nu), bliver jeg skuffet over et album som kunne være blevet så meget mere, hvis man havde haft fokus på eksempelvis at få keyboardet mere i forgrunden.
Konklusion på denne anmeldese må derfor være, at "Grateful" som sådan ikke noget dårligt album jeg havde bare forventet mere, så er du Carpark North fan køb albummet, men forvent ikke nogen "All Things To All People" for så bliver du skuffet.

En lille opdatering

Jeg har i den sidste uges tid været på djævleøen, nærmere bestemt Hundested på ferie, og bloggen her derfor været meget lidt opdateret. 

Da jeg var i København her den anden dag, var jeg lige et smut forbi musikbutikken GUF og købe lidt godt til min ny indkøbte Sony pladespiller. 4 plader blev det til, som jeg er meget spændt på at komme hjem og høre her i weekenden.

En af pladerne var det geniale 3 album fra "Tue West" nemlig "Vi er nået hertil". Selvom denne plade har nogle måneder på bagen efterhånden, vil jeg alligevel lige nævne den, da jeg syntes det er en oplevelse ingen skal snydes for, og nu da jeg sidder i Tue's egen hjemby, var det da ideelt lige at skrive en anbefaling af hans nyeste plade.

"Tue West" er på den tredje plade vokset væsentligt, fokuset er rettet væk fra den store popsang, og er dermod rettet indad mod en langt mere personlig og moden vinkel. Dette høres på eks. numre som "Søndag" og "Så kom solen tilbage". Denne nye stil glæder ham rigtigt godt, og giver musikken en lækker inderlighed. 

Albumets bedste nummer er efter min mening klart "Hun Ville bruge flere dage på at blive nøgen", her fusioneres melodien fra den gode popsang, med lyrikken i den nyopfundende inderlighed, hvilket giver et helt fantastisk resultat.

Så altså samlet en sikker anbefaling til fans af Tue's musik og andre med hang til denne slags folk, singer/songwriter musikstil.

Den svære toer, kan "Cute Is What We Aim For" håndtere presset?

I emo rockens verden er den svære toer altid et meget omdiskuteret emne. Mange kunstnere vælger på denne udgivelse tit og ofte at modifisere deres stil en del, for at tiltrække nye fans, og dette er også med til ofte at skubbe de gamle fans væk. Et klart eksempel på dette kunne være "Panic At The Disco(!)", med deres album "Pretty.Odd." Her skabte de en helt ny fan base, men skubbede desværre mange af deres gamle fans væk, der var vilde med "A fever You Can't Sweat Out", inklusive undertegnede.

"Cute Is What We Aim For" har nu fuldt op på deres store succes album "The Same Old Blood Rush With A New Touch" fra 2006 med udgivelsen "Rotation". Bandet har her valgt at modificere deres stil en smule, og er steder gået mod det mere rockede udtryk med lidt kraftigere vokal og mere fokus på guitar, dette er meget tydeligt på nummeret "Doctor", hvor der flere steder bliver skreget for at skabe en masse energi.

Er dette stil skifte så gavnligt for "Cute Is What We Aim For"?, det er jo det store spørgsmål. Det er selvfølgeligt en smagssag, om man mener den nye stil er for hård til dem, men efter min mening viser den bare bandets naturlige udvikling, og bandet virker mere modent på denne udgivelse. Stilskiftet er dog alligevel ikke så kraftigt at de gamle fans vil forsvinde, jeg tror tværtimod de vil værdsætte udviklingen. 

"Cute Is What We Aim For" har derfor med "Rotation" formået at skabe en plade, der er alsidig og uroligt velklingende, "Rotation" har ihvertfald fået en del rotationer i min ipod efterhånden

Anbefales til:

• Alle "Cute Is What We Aim For" fans
• Folk med generel hang til Emo
• Unge mennesker i alderen fra 14-25

(Her kan første singlen fra "Rotation", "Practice Makes Perfect" ses)

Electrorockerene er tilbage

I det nye singleudspil fra Carpark North kan man virkeligt mærke en udvikling i bandet. Der er en stor fokus på energi. Det skal blive spændende at se til september hvilken plade drengene får stykket sammen, men med et singleudspil som "Shall We Be Grateful" kan det ikke gå helt galt

(Her kan sangen så høres, i bedste hjemmelavede Youtube Udgave :D)

Puslespilssampling fra helvede

Her kommer endnu en album anbefaling. Det drejer sig om "Girl Talk" albummet "Feed The Animals. Greeg Gills, som er manden bag bandet, har stort set kun ved hjælp af korte samples fra populære sange, stykket en hel cd sammen, som helt sikkert er en gennemlytning værd. Der er brugt alt fra radiohead til jay-z, som han på en eller anden måde formår at stykke sammen til en helhed. 

Albummet er blivet udgivet på samme måde som "Radioheads" "In Rainbows" hvor det selv er muligt at bestemme prisen, hvorefter man vil kunne hente albummet, der selvfølgeligt også kommer som fysisk udgivelse senere. 

Man kan via wikipedia finde en samlet liste over samples anvendt, men jeg vil råde til at man først hører albummet igennem selv, da det er rimeligt morsomt at se hvor meget man kan kende.

Det er muligt at hente albummet her

Entakt

UPDATE!

Det ser ud til at Entakt nu har taget nummeret ned, så nu kan der ventes med spænding til næste nummer uploades

Her er lige en lille anbefaling.
Entakt har i samarbejde med myspace lancerert et projekt, hvor man over de næste tre måneder har mulighed for at høre tre demoer af numrene fra deres kommende plade, og derved hjælpe dem med at færdigmikse numrene. Et fedt initeritiv som helt sikkert at værd at tjekke ud

The Black Parade Is Dead!

Jeg har i dag fået My Chemical Romance's nye live DVD/CD "The Black Parade Is Dead" ind af døren, og er den så de omkring 25 dollars, jeg har betalt for at få den hjem fra USA værd. Helt sikkert!

DVD'en er delt op i to dele. Et show i Mexico City hvor hele "The Black Parade" spilles med teateriske effekter på et stort stadion. Og som modstykke til denne findes et andet show på DVD'en nemligt et fra Hobroken, New Jersey på et langt mindre spillested. Da disse koncerter skiller sig væsentligt ud fra hinanden vil jeg andmelde dem seperat

Mexico City:

Her har man at gøre med et stort anlagt show, som samtidigt er sidste gang "The Black Parade" opføres deraf titlen. Dette syntes også bestemt at kunne mærkes, og der ligges følelse og energi i hvert nummer, som var det sidste gang de stod på scenen: Jovist har forsangers Gerard Ways vokal det en gang i melem ikke med at kunne følge helt med hans store armbevægelser, men han har så til gengæld en så massiv crowd control, at dette ikke føles som noget egentligt minus. Resten af bandet er der ikke en finger at sætte på, da de leverer musik på absolutte fornemmeste måde, med en voldsom professionalisme. 

Effekterne til at bakke sangene op varierer meget, lige fra det ikke eksisterende, til det voldsomme som eksempelvis under "Welcome To The Black Parade" hvor en mindre storm af konfetti overdænger stadion, og dette giver helt sikkert sangen et ekstra skub. Alt i alt en meget fornem koncert som definitivt dræber "The Black Parade" på fineste maner

Hobroken, New Jersey:

Ved denne koncert er det tydeligt, at "My Chemical Romance" har valgt at fokusere på den rå energi og en søgen tilbage til deres ældre stil. dette skader på ingen måde og giver god modvægt til det stort opsatte liveshow i Mexico City. Her får man mulighed for at høre noget af det ældre repitoare fra 2004 albummet "Three Cheers For Sweet Revenge", samt største delen af sangene fra "The Black Parade". Det er åbenlyst at bandet er langt mere afslappede ved denne koncert, og ser ud til at nyde den langt mere, hvilket også kommer til udtryk i deres interaktion med publikum mellem numrene. Der er gennem hele optagelsen flere steder små skift til sort/hvid, hvilket bare forstærker den intense følelse af den indelukkede klub. Så der er igen ved denne koncert tale om en helt igennem fed oplevelse

Samlet vil jeg klart anbefale denne DVD/CD for alle "My Chemical Romance" fans, da disse vil finde denne udgivelse helt igennem sublim. Men det er min overbevisning at man ikke i forvejen behøver at være fan for at erhverve sig denne udgivelse, men bare kunne være i stand til at nyde rock i alt almindelighed.

(Her kan "Welcome To The Black Parade" fra Mexico showet ses)